Er børnefodbold under forandring? Her er perspektiver på tidlig specialisering og træningsmiljøer

Fodbold er den største idrætsgren blandt børn og unge i Danmark, og sporten betyder meget mere end træning og kampe. På banerne opstår venskaber, fællesskaber og oplevelser, der kan følge børnene langt ud over fodbolden og gennem livet. Glæde, fællesskab og udvikling er samtidig centrale værdier i DBU’s børnesyn (DBU, 2026).

DBU har omkring 380.000 registrerede medlemmer, og børn mellem syv og 12 år udgør en betydelig del af medlemsbasen. Ifølge Idrættens Analyseinstitut spiller 39 procent af danske børn og unge fodbold, mens 15 procent spiller på egen hånd, og 11 procent deltager gennem tilbud som SFO’er og fritidsklubber (Pilgaard et al., 2025). Fodbold findes altså både på klubbens baner og dér, hvor børnene selv finder plads til et spil.

Når børnene selv bliver spurgt, er deres prioriteringer tydelige. I en undersøgelse foretaget af Mary Fonden i 2018 blandt 1.450 børn mellem otte og 14 år svarer 87,9 procent, at det er meget vigtigt at have det sjovt. At blive bedre fremhæves af 77,9 procent, mens venner og fællesskab vægtes højt af henholdsvis 74,2 og 71,4 procent. Kun 17,3 procent vurderer det som meget vigtigt at vinde.

Billedet går igen i en undersøgelse af dansk børnefodbold: 98 procent af de syv-13-årige glæder sig altid eller for det meste til træning, 94 procent har det godt med deres holdkammerater, og 93 procent har fået nye venner gennem sporten. Samtidig oplever 15 procent, at der er for stort fokus på at vinde (Michelsen & Østergaard, 2023). Fodbolden er med andre ord et sted, hvor sportslig udvikling og sociale oplevelser ofte går hånd i hånd.

Udviklingen af børnefodboldmiljøer har Mads Bagger beskæftiget sig med i sit speciale fra Syddansk Universitet, som du kan læse et uddrag af i denne artikel. Mads har ligeledes beskæftiget sig med børnemiljøer i sin tidligere rolle som børnechef hos Skjold Birkerød Fodbold, hvor han i dag Head of Coaching.

Hvordan påvirker træningstilbud børnenes fodboldliv?

Rammerne omkring børnene har ændret sig. Hvor børnefodbolden tidligere især byggede på frivillige kræfter og lokale fællesskaber, investerer flere klubber nu økonomiske og faglige ressourcer i arbejdet med de yngste spillere. Børneudviklingstrænere og talentansvarlige ansættes, udviklingsmiljøer etableres, og børn møder flere ekstra træningstilbud (Henriksen et al., 2024). Det giver nye muligheder, men gør det også relevant at diskutere, hvordan tilbuddene påvirker børnenes fodboldliv.

Samtidig forlader flere børn og unge hvert år klubfodbolden. DBU estimerer, at mere end 40.000 årligt melder sig ud af en klub. Af dem stopper 62 procent helt, mens 38 procent forventer at fortsætte i en anden klub. Frafald og klubskifter ses særligt omkring overgangen fra børne- til ungdomsfodbold, og blandt de fremhævede årsager er manglende oplevelse af udvikling, utilfredshed med træneren og dårligt sammenhold.

Tallene forklarer ikke, hvad professionaliseringen betyder, men minder os om, at udviklingsmuligheder kun er én del af et godt fodboldmiljø. Når målrettet træning, talentmiljøer og øgede forventninger bliver en del af børns fodboldliv i en stadig tidligere alder, rejser det spørgsmålet om, hvorvidt fodboldmiljøer skaber bedre udviklingsmuligheder eller risikerer at begrænse de forskellige veje, børn kan tage gennem fodbolden. Diskussionen handler både om at udvikle dygtige spillere og om at bevare lysten til fodbold. De to ambitioner behøver ikke stå i modsætning til hinanden, men de stiller krav til de valg, klubber, trænere og forældre træffer.

Hvad viser forskningen om tidlig specialisering og talentudvikling?

Gennem flere årtier har forskere undersøgt sammenhængen mellem tidlig specialisering og senere sportslig succes, men også betydningen for motivation, trivsel og frafald (DBU, 2025; Haugegaard et al., 2018). Derudover er målrettet træning, variation og leg blevet undersøgt som forskellige dele af børn og unges udviklingsforløb. Skader er en vigtig del af den bredere debat, men behandles ikke særskilt i den forskningsgennemgang, der følger.

En central skelnen i forskningen er forskellen mellem selektion (at blive udvalgt tidligt til et talentmiljø) og at specialisere sig tidligt i én idræt. De to parametre kan hænge sammen, men er ikke identiske. Selv om tidlig selektion kan give et forspring i ungdomsårene, viser forskningen ikke entydigt, at det øger chancen for at nå den internationale elite som voksen (Güllich et al., 2022; Barth et al., 2022).

Güllich og Cobley (2017) viser eksempelvis, at kun omkring to procent af de atleter, der tidligt udvælges til talentprogrammer, senere når internationalt eliteniveau. Andelen beskriver udfaldet af tidlig talentudvælgelse – ikke i sig selv effekten af specialisering.

Det mønster genfindes i større metastudier, hvor 71 studier med mere end 9.000 atleter viser, at det, der kendetegner succes som ung, ikke nødvendigvis er det samme som det, der kendetegner succes som voksen (Barth et al., 2022). I en analyse af mere end 6.000 atleter finder forskerne tilsvarende, at senere specialisering og erfaringer fra flere sportsgrene oftere forbindes med elitepræstationer i voksenalderen end en tidlig satsning på én sportsgren (Güllich et al., 2019).

En svensk longitudinel undersøgelse af 1.026 fodboldspillere peger i samme retning: 10 procent nåede senere eliteniveau, uden at forskerne fandt en tydelig sammenhæng mellem tidlig specialisering og senere elitepræstationer (Söderström og Garn, 2022). I stedet fremhæves betydningen af kvalificerede miljøer, kompetente trænere og træning, der passer til spillernes alder og udvikling. Pointen er ikke, at tidlig træning er uden værdi. Pointen er, at en tidlig plads i et talentmiljø ikke er en garanti for en professionel karriere.

Hvad betyder specialisering for motivation og lysten til at fortsætte?

Der er ingen generel opskrift på talentudvikling, og forskningen peger snarere på, at både udviklingsveje, træningsformer og miljøer har betydning, og tidlig sportslig succes ikke uden videre kan sidestilles med senere elitepræstationer.

Vejen mod eliten er imidlertid kun én side af spørgsmålet. En anden handler om, hvordan børnene oplever at gå til fodbold. I talentmiljøer forbindes udvikling ofte med omfattende, systematisk træning, hvor bestemte færdigheder forbedres gennem målrettet øvelse, deliberate practice (Ericsson et al., 1993).

Flere studier forbinder tidlig, ensidig specialisering med lavere motivation, større præstationspres og øget risiko for frafald (Côté et al., 2003; Wall & Côté, 2007). Når træningen er stærkt struktureret, og der er begrænset plads til variation, leg og medbestemmelse, kan det udfordre lysten til at fortsætte (Wiersma, 2000). Der er tale om sammenhænge i forskningen, ikke om, at ethvert ambitiøst træningsmiljø har disse konsekvenser.

Variation, spontanitet og socialt samvær knyttes til glæde, indre motivation og længere engagement (Côté et al., 2003). Samtidig peger forskningen på, at glæde og sociale relationer har betydning for, om børn bliver i sporten (Molinero et al., 2006). Tilsammen viser studierne, hvorfor det ikke er nok kun at tælle træningstimer eller målrettet træning.

Forskningen peger samtidig på, at der ikke findes én bestemt vej til at nå eliten. Nogle eliteatleter har specialiseret sig tidligt, mens andre har dyrket flere forskellige sportsgrene i barndommen, før de senere valgte at fokusere på én. Sidstnævnte udviklingsforløb betegnes ofte som en sampling phase, hvor børn typisk i seks-12-årsalderen får erfaringer med forskellige idrætsgrene. Tidlig specialisering er heller ikke nødvendigvis ensbetydende med ensidig og målrettet træning, da leg og variation også kan være en væsentlig del af atleternes tidlige idrætsliv (Storm et al., 2012).

Et andet begreb, som er væsentligt at fremhæve, er tidlig involvering i fodbold. Tidlig involvering er ikke nødvendigvis det samme som tidlig specialisering, idet børn kan begynde tidligt og bruge mange timer på fodbold, uden at træningen bliver ensidig og målrettet. Sieghartsleitner et al. (2018) beskriver eksempelvis en gruppe ”fodboldengagerede/fodboldinteresserede”, der kombinerede klubtræning med omfattende selvorganiseret fodbold og havde gode muligheder for senere sportslig succes. De brugte næsten dobbelt så meget tid på legende fodboldaktiviteter som på organiseret træning.

Ud over at betragte, hvor meget børn spiller fodbold, er det relevant at betragte, hvordan de spiller. Selvorganiseret fodbold betegner fodboldaktiviteter, som børn og unge selv tager initiativ til, planlægger og gennemfører uden direkte styring fra voksne eller trænere. Børnene bestemmer selv spillets regler, holdinddeling og organisering. Selvorganiseret fodbold er kendetegnet ved leg, spontanitet og frivillig deltagelse og kan bidrage til udviklingen af kreativitet, selvstændighed, sociale kompetencer og fodboldfærdigheder (DBU, 2021).

Et eksempel findes på Copacabana-stranden i Brasilien, hvor skiftende underlag, banestørrelser og omgivelser stiller forskellige krav til spillerne (Henriksen et al., 2024). Sådanne erfaringer kan give plads til kreativitet, selvstændige beslutninger og evnen til at tilpasse sig spillets uforudsigelige situationer.

Den selvorganiserede fodbold kan desuden ses i lyset af begrebet det uendelige spil (the infinite game), som beskrives af Harré (2018). Hvor det endelige spil er kendetegnet ved konkurrence, vindere og tabere, handler det uendelige spil i højere grad om at bevare deltagelsen, fællesskabet og muligheden for at fortsætte med at spille. I selvorganiseret fodbold kan konkurrencen stadig være til stede, men det at vinde er ikke nødvendigvis det overordnede formål. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt voksne er mere optagede af at udvikle dygtige fodboldspillere end af at skabe rammer, der giver børnene lyst til at blive ved med at spille.

Hvordan skal udviklingen vurderes?

Den stigende interesse for tidlig specialisering og talentudvælgelse kan desuden forstås i sammenhæng med bredere samfundstendenser. I et samfund, hvor præstation, effektivisering og målbar udvikling fylder stadig mere, kan det være relevant at overveje, om de samme forventninger præger børnefodbolden. Barndommen bliver i stigende grad organiseret omkring udvikling og målrettet progression, hvilket kan være med til at forme vores forestillinger om, hvordan børn bedst udvikler deres potentiale (Kvist & Tanggaard, 2026).

Det centrale spørgsmål er, om ønsket om at udvikle dygtige fodboldspillere i en tidligere alder risikerer at overskygge forståelsen af, at børn udvikler sig forskelligt og i forskelligt tempo. Forskning understreger, at børn ikke skal ses som elitespillere, og deres udvikling bør ikke alene vurderes ud fra, hvor hurtigt de præsterer, eller hvor tidligt deres talent bliver identificeret.

Også udviklingen i international fodbold giver anledning til refleksion. Unge spillere får i dag mulighed for at skifte til større klubber og spille på den internationale fodboldscene i en tidlig alder, ligesom klubskifter og transfers af unge talenter fylder stadig mere. Det kan blandt andet påvirke den måde, talentudvikling betragtes på, samt øge opmærksomheden på talentidentifikation og tidlig rekruttering. Dette rejser spørgsmålet om, i hvilket omfang talentidentifikation potentielt har en indvirkning på selektion i børnefodbolden.

Kan miljøet være afgørende?

Spørgsmålet om tidlig specialisering kan ikke afgøres alene ved at se på barnets alder eller antal træningspas. Kvaliteten af det miljø, barnet indgår i, er mindst lige så relevant, diskuterer Williams Kvist og en række fagpersoner i en podcastserie fra Mediano. Et klubskifte kan eksempelvis være en god løsning for et barn, der mistrives eller savner passende udfordringer. For et andet barn, som trives, lærer og har gode relationer i sin lokale klub, kan det være mindre oplagt at flytte (Lange & Jensen, 2016). Et klubskifte er desuden ikke nødvendigvis ensbetydende med en bevægelse fra bredde- til elitefodbold, men kan lige så vel gå den modsatte vej. Derfor giver det begrænset mening at kalde alle tidlige klubskifter enten gode eller dårlige. Det afgørende er blandt andet, hvad barnet bevæger sig fra og hen imod.

Passende udfordringer, støtte og sociale relationer har betydning for oplevelsen af udvikling og motivation (Csikszentmihalyi, 2005). Et miljø kan altså ikke vurderes på træningsmængden alene. Man må også se på, hvordan børnene bliver mødt, hvad de får indflydelse på, og om de oplever at høre til. Det samme dilemma kan opstå ved supplerende træningstilbud – herunder tilbud, der bygger på DBU’s principper for ATK-træning. Ekstra træning kan give børn passende udfordringer tæt på hjemmet og mindske behovet for tidlige klubskifter. Hvis adgangen til tilbuddene derimod bygger på tidlig udvælgelse og løbende vurdering, kan de samtidig bidrage til et stærkere præstationsfokus. Det afhænger af, hvordan tilbuddene konkret organiseres, ikke af ATK som princip i sig selv.

Kan organiseret leg stadig være leg?

Legen er et godt eksempel på, hvorfor rammerne betyder noget. Mange trænere arbejder bevidst med sjove og legende øvelser, som Skjold Birkerød dagligt omtaler som fungames, og det kan være værdifuldt. Men en øvelse, som en voksen har planlagt, er ikke helt det samme som den fodbold, børn selv finder på. Leg forbindes blandt andet med spontanitet, kreativitet og indre motivation (Nesti & Sully, 2015).

Når børn selv organiserer spillet, må de også selv finde hold, ændre regler, løse uenigheder og blive enige om, hvad der skal ske. Her kan de få erfaringer med selvbestemmelse og fællesskab, som hænger sammen med motivation og oplevelsen af kompetence og tilhørsforhold (Deci & Ryan, 2000). Det gør ikke den voksenorganiserede leg mindre værdifuld. De to former kan noget forskelligt og behøver ikke udelukke hinanden. Et træningsmiljø kan godt være både ambitiøst og legende, men hvis børnene hele tiden ved, at de bliver observeret og vurderet, kan rammerne påvirke deres frihed til at eksperimentere og begå fejl.

Det samme gælder konkurrence og niveaudeling. De kan hjælpe trænere med at skabe jævnbyrdige kampe og passende udfordringer, men igen, hvis vurdering og selektion fylder meget over lang tid, kan præstation komme til at dominere børnenes oplevelse af sig selv og deres plads på holdet (Kirchner, 2020; Csikszentmihalyi, 2008). Derfor handler det ikke kun om, hvilke redskaber klubben bruger, men hvordan børnene oplever dem.

Ikke en diskussion om elite versus bredde

Det er netop derfor, at diskussionen ikke bør reduceres til elite over for bredde eller specialisering over for variation. Ambitiøse miljøer kan give børn store oplevelser og mulighed for at udvikle sig. Samtidig må succes i børnefodbold være mere end tidlig udvælgelse, flere træningstimer og resultater på banen.

Mads Bagger foreslår således at vende spørgsmålet om tidlig specialisering en smule. I stedet for kun at spørge: ”Hvornår skal børn træne mere, vælge én sport eller skifte til et stærkere hold?”, er det lige så relevant at spørge:

• Hvad får de, og hvad mister de undervejs i forbindelse med til- og fravalg?

• Hvilke muligheder åbner vi for børnene, og hvilke risikerer vi at lukke undervejs?

I samme ombæring spørger han: Hvis børns fodboldliv fortsat organiseres med henblik på at skabe de bedste udviklingsmuligheder, hvordan sikrer vi så, at der stadig er plads til den nysgerrighed, selvbestemmelse og spontane fodbold, som også kan være en del af deres udvikling? Mads Bagger argumenterer ikke imod ambitioner. Han giver derimod en invitation til at diskutere, hvilken fodboldverden vi ønsker at give børnene.

Er du interesseret i at tale med Mads Bagger om hans speciale eller børnefodbold generelt, kan du kontakte ham på: mads@skjold-fodbold.dk.