Kvinders vej til elitefodbold: Sådan oplever svenske spillere deres udviklingsmiljø
Vejen til elitefodbold følger ikke ét bestemt mønster. Nogle spillere specialiserer sig tidligt, mens andre specialiserer sig senere. Nogle kommer tidligt ind i en eliteklub, mens andre først bliver tilknyttet eliten som 16-, 17- eller 18-årige.
Et nyt studie af Tor Söderström fra Umeå universitet undersøger svenske kvindelige elitespilleres udviklingsveje og deres oplevelse af de fodboldmiljøer og trænere, de mødte gennem børne- og ungdomsårene. Studiet tager udgangspunkt i kvindernes egne udviklingshistorier og deres erfaringer med de miljøer, der har været en del af vejen mod senioreliten.
De svenske elitespillere peger blandt andet på, at stigende krav og større fokus på at vinde i deres udviklingsmiljøer ikke altid følges af et tilsvarende fokus på individuel udvikling, feedback og psykologisk tryghed.
Her kan du læse et resumé af undersøgelsen.
142 elitespillere ser tilbage på deres udvikling
Studiet bygger på spørgeskemabesvarelser fra 142 spillere:
101 spillede i Allsvenskan, den højeste række i svensk fodbold, eller var professionelle i udlandet.
41 spillede i Elitettan, den næsthøjeste række i svensk fodbold.
Spillerne blev blandt andet spurgt til deres idrætsbaggrund, alder ved specialisering, tidspunktet for deres første eliteklub og debut på seniorniveau samt deltagelse i forskellige talentmiljøer.
Derudover vurderede de deres fodboldmiljøer og trænere i forskellige aldersperioder. Spørgsmålene handlede blandt andet om:
Resultatorientering og krav
Glæde og kammeratskab
Langsigtet udvikling
Feedback
Medbestemmelse og ansvar for egen udvikling.
Spillerne blev også spurgt åbent, hvad de havde savnet i deres spilleruddannelse, som kunne have hjulpet deres udvikling. 93 spillere pegede blandt andet på behov for bedre uddannede trænere, mere individuel feedback, stærkere relationelle kompetencer, mere teknisk og fysisk træning samt større adgang til mental træning og sportspsykologisk støtte.
Undersøgelsen skal læses med det forbehold, at svarprocenten begrænser mulighederne for at betragte resultaterne som repræsentative for hele svensk kvindelig elitefodbold. Svarprocenten estimeres til 22 til 25 procent for spillerne i Allsvenskan og 10 til 12 procent for spillerne i Elitettan.
Elitespillerne har ikke fulgt den samme vej
Spillerne begyndte gennemsnitligt til fodbold som cirka seksårige, og mere end 90 procent af de 142 spillere i undersøgelsen havde dyrket andre idrætsgrene gennem deres børne- og ungdomsår.
Selv om spillerne deltog i andre idrætsgrene, havde fodbolden en tydelig prioritet. Allerede før 12-årsalderen vurderede spillerne, at de i høj grad prioriterede fodbold foran andre idrætsgrene. Denne prioritering blev endnu stærkere med alderen.
Samtidig ændrede aktivitetsmønstret sig. Fodbold med venner i fritiden fyldte mindre gennem ungdomsårene, mens fysisk træning på egen hånd fyldte mere.
Studiet finder samtidig betydelig variation i tidspunktet for specialisering og overgangen til elitefodbold:
Elitettan-spillerne specialiserede sig gennemsnitligt som 12,8-årige.
Allsvenskan-spillerne specialiserede sig gennemsnitligt som 13,4-årige.
Forskellen var større på tidspunktet for deres første eliteklub:
Elitettan-spillerne begyndte gennemsnitligt i en eliteklub som 14,5-årige.
Allsvenskan-spillerne gjorde det som 16,2-årige.
Når det gjaldt debuten på senioreliteniveau, var grupperne næsten ens:
17,7 år for Elitettan-spillerne.
17,6 år for Allsvenskan-spillerne.
Resultaterne peger dog ikke på én lineær vej til elitefodbold. Spillerne har nået senioreliten gennem forskellige forløb, både når det gælder tidspunktet for specialisering, overgangen til en eliteklub og debuten på senioreliteniveau.
Nogle specialiserede sig før 12-årsalderen, mens andre først gjorde det efter 15-årsalderen. Tilsvarende begyndte nogle tidligt i en eliteklub, mens andre først gjorde det som 17- eller 18-årige. Samtidig begyndte Allsvenskan-spillerne gennemsnitligt senere i en eliteklub end Elitettan-spillerne, selv om de senere spillede på et højere seniorniveau.
Ifølge Tor Söderström understreger resultaterne, at hverken tidlig specialisering eller tidlig tilknytning til en eliteklub fremstår som en nødvendig forudsætning for at nå elitefodbold som voksen.
De fleste blev identificeret tidligt i talentsystemet
Selv om spillernes klubveje varierede, er der større ensartethed i deres møde med det svenske talentsystem:
92,7 procent af spillerne i Elitettan og 88,1 procent af spillerne i Allsvenskan havde været udtaget til et distriktshold som 15-årige.
Mere end 80 procent af begge grupper deltog desuden i distriktsholdsturneringen som 16-årige.
Ungdomslandshold var også en del af udviklingsvejen for mange:
56,1 procent af Elitettan-spillerne.
73,3 procent af Allsvenskan-spillerne.
Studiet viser således et spændingsfelt: Klubvejene frem mod eliten har været forskellige, men langt de fleste spillere er omkring 15-årsalderen blevet identificeret og selekteret ind i Svenska Fotbollförbundets talentsystem.
Tor Söderström rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at nå svensk kvindelig elitefodbold uden at passere gennem det nationale talentsystem. Studiet giver dog ikke et svar på spørgsmålet.
Mere resultatfokus og mindre plads til fejl med alderen
Spillernes vurderinger af deres udviklingsmiljøer viser et tydeligt mønster gennem aldersgrupperne.
På en skala fra 1 til 5 vurderede Allsvenskan-spillerne udsagnet om, at det var vigtigt at vinde, til følgende:
3,40 i alderen ni til 12 år.
4,24 i alderen 13 til 15 år.
4,68 i alderen 16 til 19 år.
Udviklingen i vurderingen var næsten identisk blandt Elitettan-spillerne.
Kravene steg samtidig, men til gengæld faldt oplevelsen af, at det var acceptabelt at fejle. Hos Allsvenskan-spillerne faldt vurderingen fra 4,29 blandt de 9- til 12-årige til 3,61 blandt de 16- til 19-årige.
Vurderingen af glæde og kammeratskab bevægede sig i samme retning, idet begge spillergrupper vurderede dette meget højt i barndommen og lavere i de ældre ungdomsår.
Spillerne oplevede med alderen et større fokus på at udvikle tekniske og taktiske færdigheder. Tor Söderström peger dog på, at det ikke nødvendigvis er udtryk for et stærkere fokus på langsigtet individuel udvikling. Særligt blandt Allsvenskan-spillerne var oplevelsen af regelmæssig individuel opfølgning relativt lav i alderen 16 til 19 år.
Betydningen af at vinde kampe steg markant med alderen. I alderen 16 til 19 år lå vurderingen på 4,71 blandt Elitettan-spillerne og 4,68 blandt Allsvenskan-spillerne. Til sammenligning lå vurderingen af, om den individuelle udvikling blev fulgt regelmæssigt, på henholdsvis 3,49 og 3,00.
Allerede i alderen 13 til 15 år vurderede spillerne kun moderat, at det var tydeligt for dem, hvad de selv skulle udvikle, med gennemsnit på henholdsvis 3,45 og 3,40.
På den baggrund argumenterer Söderström for, at udviklingen af tekniske og taktiske færdigheder i nogle miljøer kan have været tættere knyttet til kortsigtede præstationskrav end til en tydelig, langsigtet individuel udviklingsplan.
Trænerne udfordrede spillerne, men feedback og relationer kunne være stærkere
Spillernes oplevelse af trænerne er ikke entydig.
Spillerne vurderede i forholdsvis høj grad, at trænerne udfordrede dem på et passende niveau og opfordrede dem til selv at tage ansvar. Begge dele fremhæves i studiet som forhold, som tidligere forskning forbinder med gode talentudviklingsmiljøer.
Andre dele af trænerrollen vurderes svagere. I alderen 13-15 år vurderede spillerne kun i moderat grad, at trænerne arbejdede kontinuerligt med udviklingsorienteret feedback eller opfordrede til refleksion over egen udvikling. Spillerne oplevede desuden relativt begrænset indflydelse på træning og kamp.
Med alderen steg vurderingen af udviklingsorienteret feedback og tydelig kommunikation om formålet med miljøet. Til gengæld faldt spillernes vurdering af trænerne som gode rollemodeller og af oplevelsen af, at trænerne interesserede sig for dem som spillere.
Det samme mønster træder frem i spillernes egne beskrivelser af, hvad de har manglet:
Lederskab udgjorde den største kategori blandt svarene med 34,4 procent. Her efterspurgte spillerne især bedre uddannede trænere, mere individuel feedback og stærkere relationelle kompetencer.
33,6 procent af svarene handlede om fodboldfagligt indhold, hvor spillerne især pegede på manglende teknisk og fysisk træning og derefter taktisk forståelse, individuel træning og målmandstræning.
12,3 procent af svarene vedrørte psykologi i form af mental træning eller adgang til sportspsykologisk støtte.
Spillerudvikling hænger sammen med strukturelle vilkår
I de afsluttende refleksioner fremhæver Söderström, at lighederne mellem spillerne i Allsvenskan og Elitettan samlet set er større end forskellene.
Spillernes oplevelser af miljøer og ledere er i overensstemmelse med flere af de udviklingsområder, som tidligere forskning har identificeret: lederskab, feedback, relationer og et langsigtet individuelt udviklingsfokus.
Tor Söderström fremhæver imidlertid, at spillerne også i alderen 16 til 19 år, hvor de sandsynligvis i højere grad har mødt uddannede trænere og etablerede elitemiljøer, kun i begrænset grad oplevede tolerance for fejl, langsigtet udviklingsfokus og regelmæssig opfølgning på individuel udvikling.
Söderström problematiserer i den forbindelse en lineær forståelse af læring, hvor færdigheder først skal mestres isoleret for senere at danne grundlag for spillet. Hvis træneruddannelserne understøtter en sådan praksis, argumenterer han for, at mere uddannelse ikke nødvendigvis løser de lederskabs- og læringsmæssige problemstillinger, som studiet identificerer.
De afsluttende refleksioner retter også blikket mod de strukturelle betingelser i svensk kvindefodbold.
Næsten 90 procent af spillerne modtog løn, men blandt dem kunne kun 35 procent af Allsvenskan-spillerne og fem procent af Elitettan-spillerne forsørge sig gennem indtægten fra sporten.
For mange blev indtægten derfor kombineret med arbejde, studiestøtte eller støtte fra familien.
Söderström argumenterer derfor for, at kvaliteten af spillerudviklingen og spilleruddannelsen ikke er uafhængig af de økonomiske og strukturelle vilkår. Et bedre talentudviklingssystem kan styrke mulighederne for at udvikle spillere, men hvis størstedelen ikke kan leve af at spille fodbold, kan det begrænse mulighederne for at følge den internationale udvikling.
