Gå til hovedindhold

Small-sided games: Hvordan bruger Europas topakademier spilformater til færdighedstræning?

Af Anne la Cour Thysen

Small-sided games er en udbredt træningsmetode og anvendes blandt andet til at udvikle tekniske færdigheder og taktisk forståelse. Men selvom small-sided games er en veletableret del af spillerudvikling, er der mindre viden om, hvordan forskellige spilformater egentlig anvendes, og hvordan de indgår i den samlede træning.

Det undersøger Nick Gearing og Matt Bridge i forskningsartiklen 'How do small-sided games play a role in skill acquisition in the most productive European Football Academies? Insights from coaches developing Europe’s top-tier players' fra 2026.

Undersøgelsen bygger på interviews med 10 trænere med erfaring fra 13 af Europas mest produktive fodboldakademier. Trænerne er spurgt ind til, hvordan og hvornår forskellige small-sided games-formater anvendes, og hvilke udviklingsmæssige formål trænerne forbinder med dem.

’Produktivitet’ er defineret ud fra antallet af spillere, som akademierne havde udviklet, og som i oktober 2020 spillede i den bedste række i England, Spanien, Tyskland, Frankrig eller Italien.

De 10 trænere havde mellem to og 12 års erfaring fra akademierne i Ajax, Arsenal, Barcelona, Chelsea, Feyenoord, Manchester City, Manchester United, Porto, Roma, Southampton, Sporting CP, Tottenham og Valencia. De repræsenterede desuden forskellige dele af udviklingsforløbet fra U9 til U21 samt roller på tværs af hele akademiet.

Et forbehold ved undersøgelsen er, at den alene bygger på interviews og ikke observationer af træningen. Trænernes beskrivelser kan være påvirket af erindring og et ønske om at fremstille egen praksis fordelagtigt. Studiet dokumenterer først og fremmest, hvordan trænerne beskriver og fortolker deres brug af small-sided games – ikke at bestemte formater er årsagen til akademiernes evne til at udvikle elitespillere.

Baggrund: Small-sided games og tilegnelse af færdigheder

Når det gælder tilegnelse af færdigheder, har nogle teorier fokus på motoriske repræsentationer, mens en teori som ecological dynamics betragter færdigheder som noget, der opstår gennem det løbende samspil mellem spilleren, opgaven og præstationsmiljøet.

Spilbaseret træning og small-sided games er udbredte træningsformer i fodbold. Tidligere forskning viser blandt andet, at small-sided games kan give unge spillere flere muligheder for tekniske involveringer såsom driblinger, afleveringer og boldmodtagelser end traditionelle, øvelsesbaserede træningsformer. Spillene kan samtidig skabe situationer med modstand og pres, hvor spillerne skal opfatte information, træffe beslutninger og udføre tekniske handlinger.

Det er imidlertid væsentligt ikke at behandle alle small-sided games som én samlet træningsform. Antallet af spillere har betydning for de situationer og handlinger, der opstår.

Heiko Lex og kolleger fandt eksempelvis, at afleveringer, driblinger, afslutninger og scoringer forekom hyppigere per minut i 3v3 end i 6v6 og 7v7. Owen og kolleger fandt tilsvarende, at antallet af afleveringer, driblinger, vendinger og boldmodtagelser faldt, når antallet af spillere på hvert hold steg fra 1v1 til 5v5.

Færre spillere kan dermed øge den enkelte spillers involvering. Men flere tekniske handlinger er ikke nødvendigvis ensbetydende med et større læringsudbytte. Spørgsmålet er også, hvor repræsentative handlingerne og situationerne er for det fulde fodboldspil.

Hvornår er small-sided games relevante?

Studiet peger overordnet på en forskel mellem de mindste formater – 1v1, 2v2 og 3v3 – og spil fra 4v4 og opefter. De mindste formater forbindes især med høj spillerinvolvering og flere muligheder for tekniske handlinger, mens større formater i højere grad forbindes med taktisk kompleksitet og situationer, der minder om kamp. Samtidig viser interviewene, at klubberne anvender formaterne forskelligt afhængigt af blandt andet alder, spillestil og formålet med træningen.

To hovedtemaer blev identificeret på baggrund af interviewene: 1v1, 2v2, 3v3 og 4v4+.

Studiet peger på, at de mindre spilformater kan være relevante, når formålet er høj individuel involvering, gentagelser og beslutninger under pres, mens større formater kan være mere relevante for taktisk forståelse, positionel opmærksomhed og kamprealisme. Træneren kan samtidig manipulere blandt andet spillerantal, rum og regler for at påvirke den adfærd, der opstår.

1v1, 2v2, 3v3

Flere trænere beskriver en progression fra individuelt arbejde med bolden til small-sided games med tre eller færre spillere på hvert hold. En træner med erfaring fra Tottenham beskriver tilgangen således:

»Under Chris Ramsey og John McDermott, akademichefen og den assisterende akademichef, var det i høj grad baseret på ball mastery og individuelle ting … baseret på 1v1-dominans … 1v1-dueller og derefter nogle rigtige small-sided games som 2v2 eller 3v3.« (oversat fra engelsk)

Interviewene viser samtidig, at numeriske over- og undertal bruges til at skabe situationer, der i højere grad afspejler fodboldspillet end eksempelvis 1v1 eller 2v2. En træner fra Ajax beskriver en progression fra 1v1 over 2v1 og 2v2 til 3v2 og større formater:

»… fordi boldbesiddelse er en af de ting, der er vigtigst i Ajax, så var det 2v1 eller 3v2 til at begynde med, og derefter udvikler du det til en mere kompleks situation … Jeg laver nogle omstillingsspil, som først var 1v1, og så bliver det 2v1, derefter bliver det 2v2 eller 3v2, og så bliver det fire spillere på et hold.« (oversat fra engelsk)

Anvendelsen af de mindre spil kan kobles til repræsentativt opgavedesign: Træningen kan bevare centrale informationer fra spillet, samtidig med at spillerne får flere gentagelser og en højere individuel involvering.

En træner fra Sporting CP fremhæver 3v3:

»For mig er 3v3 grundlaget, fodboldens kerneform … Jeg har arbejdet meget med spilprincipperne; progression, offensiv støtte … I 3v3 har du alt dette. Men vi arbejdede meget med 1v1, 2v1, 2v2 og så videre … Med mål. Nogle gange var målet ikke et traditionelt mål, men nogle gange en linje.« (oversat fra engelsk)

En træner fra Roma udfordrer idéen om, at 1v1 er repræsentativt for det fulde spil:

»Jeg synes ikke, at 1v1 eksisterer i fodbold … I 1v1, hvis jeg vil slå min modstander, ved min modstander, at jeg måske har en medspiller, eller han har en medspiller, så den eneste rigtige 1v1 i moderne fodbold er, når en spiller er alene mod målmanden.« (oversat fra engelsk)

De mindre spil skaber flere muligheder for tekniske handlinger og individuel involvering. Men forskerne understreger, at tidligere studier primært har målt antallet af handlinger og ikke nødvendigvis kvaliteten af dem. Mindre baner og færre spillere ændrer samtidig de rumlige betingelser og kan dermed gøre situationerne mindre repræsentative for 11v11.

Forskellen kan hænge sammen med klubbernes spillefilosofi: Hvis fokus er på kollektiv boldbesiddelse, positionelt spil og relationerne mellem flere spillere, kan der være behov for større formater for at repræsentere de ønskede situationer.

Spanien er kendt for sin boldbesiddende spillestil, hvilket kræver flere spillere for at kunne genskabe holdets bevægelser fra kamp. Det er ikke muligt i 3v3 eller med færre spillere, og Barcelona og Valencia beskriver en mindre fremtrædende brug af 1v1 til 3v3.

I Barcelona kobles selv små spil til klubbens spillemodel og ønsket om at skabe overtal, mens Valencia i højere grad anvender strukturer som 6v6 eller spil med neutrale spillere.

4v4+

Hvor mindre formater øger den individuelle involvering, beskriver forskerne større spil som mere taktisk komplekse og i højere grad repræsentative for kampen.

En træner fra Roma understreger netop forbindelsen mellem træning og kamp:

»Det vigtigste er at holde alting meget kamprelateret … så tæt som muligt på den virkelige situation. Det, der fungerer i træningen, skal fungere i kampen og omvendt. Så for mig skal spillerne forlade træningen ligesom kampen og kampen ligesom træningen. Så de skal genkende alle de situationer, som de har øvet i træningen, de har trænet ligesom i kampen.« (oversat fra engelsk)

Når antallet af spillere øges, skal den enkelte spiller forholde sig til mere information og koordinere sine handlinger med flere med- og modspillere. Ifølge forskerne kan det gøre træningen mere sammenlignelig med kravene i kamp.

Boldbesiddelsesspil er udbredte blandt akademierne. Barcelona anvender ifølge den interviewede træner maksimalt 6v6 og bruger eventuelle yderligere spillere som neutrale spillere.

Et andet gennemgående tema er, at træningerne ofte afsluttes med et spil med mindst fire spillere på hvert hold. Her samles elementer fra den øvrige træning, samtidig med at spillet tilfører konkurrence og glæde.

En træner fra Southampton siger:

»Stort set i slutningen af hver træning vil vi forsøge at spille en kamp. Jeg synes, vi skal huske, at det nok er grunden til, at børnene kommer.« (oversat fra engelsk)

Forskerne kobler disse større formater til Skill Adaptability Training og Performance Training i Periodisation of Skill Training, fordi den taktiske kompleksitet og repræsentativiteten øges.

Samtidig kan træneren ændre constraints gennem eksempelvis banestørrelse, målplacering og regler. Det kan fremkalde bestemte handlinger, men forskerne understreger igen et centralt dilemma: En ændring, som øger antallet af ønskede tekniske handlinger, kan samtidig gøre træningen mindre repræsentativ for kampen.

Interviewene viser derfor en spænding mellem forskellige trænings- og læringssyn. Nogle trænere prioriterer, at træningen ligger så tæt som muligt på 11v11-spillet, mens andre ser værdi i at reducere og strukturere spillet for at give spillerne flere muligheder for bestemte handlinger.

De fleste akademier synes ifølge forskerne at kombinere disse tilgange afhængigt af spillernes alder, klubbens filosofi og formålet med træningen.

Der er samtidig forskelle gennem udviklingsforløbet. I de yngste aldersgrupper fremhæves især 1v1, 2v2 og 3v3 med henblik på høj involvering, dueller og individuelle løsninger. Senere kombineres mindre og større formater, mens større og mere taktisk komplekse spil fylder mere i den sidste del af akademiforløbet.

Det betyder dog ikke, at udviklingen følger én fast progression. Studiet viser snarere, at forskellige small-sided games anvendes som komplementære træningsformer med forskellige formål.

Én træningsform – forskellige formål

På baggrund af interviewene anbefaler forskerne en blandet anvendelse af 1v1, 2v2 og 3v3 samt spil fra 4v4 og opefter. Forskerne anbefaler at vælge og tilpasse spilformater til det specifikke udviklingsmiljø og det ønskede læringsformål.

De mindre formater egner sig til høj individuel involvering, flere gentagelser og hyppige møder med modstandere. De større formater egner sig til at arbejde med taktisk kompleksitet, kollektive relationer og kamprealisme.

Interviewene understreger, at nogle af Europas mest produktive akademier anvender small-sided games forskelligt afhængigt af udviklingsfase, spillemodel, fodboldkultur og trænernes forståelse af læring.