Fra data til mental trivsel: Sådan styrker Brøndby IF og FC Helsingør udviklingen af akademispillere

Et forskningsstudie fra Syddansk Universitet og Divisionsforeningen har fulgt trivslen blandt 300 U17-spillere fra 13 danske akademier gennem en hel sæson. Studiet viser, at trivslen hos unge elitespillere kan svinge over tid, og at forskellige forhold i selve fodboldmiljøet kan spille en vigtig rolle.

Men hvordan går man fra et forskningsprojekt til en metode, der faktisk kan bruges i hverdagen på et fodboldakademi? Og hvordan monitoreres trivsel, så der ikke bare skabes flere data, men bedre samtaler med, opfølgning på og beslutninger for spillerne?

I praksis består metoden i, at spillerne med faste intervaller besvarer et spørgeskema om blandt andet trivsel. Besvarelserne bruges til at identificere tendenser og opmærksomhedspunkter og kombineres med observationer og samtaler i miljøet omkring spillerne.

Det diskuterer Esben Elholm Madsen, ph.d. i sportspsykologi, medforfatter til studiet og Head of Culture and Environment i Brøndby IF, sammen med Majbritt Lyckhage, bestyrelsesmedlem i FC Helsingør og ansvarlig for implementeringen af metoden på klubbens akademi.

Esben Elholm Madsen og Majbritt Lyckhage arbejder med samme metode, men har forskellige rammer og ressourcer til rådighed i deres daglige arbejde på akademierne. Netop forskellene viser, hvordan en metode til trivselsmonitorering kan tilpasses det enkelte miljø.

Kvantitative data kombineres med observationer og samtaler

Esben Madsen fortæller, at forskningsprojektet udsprang af en nysgerrighed på mistrivsel blandt unge og et behov for at undersøge trivslen i elitefodbold over en hel sæson. Dette skal ses i lyset af, at akademispillere på én og samme tid skal håndtere en hverdag med præstationskrav, spilleminutter, træningsbelastning, skole, landsholdsture og – for mange – ambitionen om en professionel fremtid.

I studiet blev WHO-5 brugt til at følge spillernes generelle trivsel. WHO-5 består af fem spørgsmål, som tilsammen giver en score. Esben Madsen understreger, at scoren ikke kan og skal opfattes som en diagnose, men derimod som et signal om, hvorvidt der er behov for yderligere opmærksomhed på en spiller.

Derfor står målingen og de kvantitative data heller ikke alene. De skal kombineres med observationer og samtaler i det daglige miljø og være med til at sikre, at en spiller ikke »går under radaren«.

Da FC Helsingør begyndte at implementere metoden, var det især det forebyggende potentiale, som optog Majbritt Lyckhage. Klubben begyndte arbejdet fra U13 og tilpassede herefter metoden til de forskellige årgange op til og med U17.

I Brøndby IF er arbejdet gradvist blevet udvidet fra U15 til U17, U19, førsteholdet og kvindeholdet. På akademiet indgår trivslen i en bredere spørgeramme, hvor der også spørges til blandt andet stress, motivation og trænerens interpersonelle adfærd.

Brøndby IF har digitaliseret processen i en Player Health-app. Spillerne får en notifikation og besvarer spørgsmålene digitalt, hvorefter data automatisk visualiseres, så Esben kan se, hvilke besvarelser der giver anledning til opmærksomhed.

De kvantitative målinger kan imidlertid ikke stå alene. I FC Helsingør er data anonyme, og klubben er derfor afhængig af det, der foregår uden for selve monitoreringen. Målingerne viser tendenser, som suppleres med observationer fra især trænerne og de sportspsykologiske ressourcer omkring holdene.

Esben Madsen peger på, at det samme grundprincip gælder i Brøndby IF: Målingerne er et understøttende værktøj, mens klubben primært læner sig op ad de sportspsykologiske observationer i miljøerne. Målingerne skal blandt andet hjælpe med at sikre, at der ikke er noget, der »smutter mellem fingrene«.

Tavshedspligt, tillid og tydelige rammer

Forskellen mellem de to klubber ses særligt i organiseringen. I Brøndby IF kan Esben Madsen følge individuelt op på spillere, hvis besvarelser giver anledning til opmærksomhed.

Men der er samtidig sat klare grænser for monitoreringen. De individuelle samtaler er underlagt tavshedspligt, og Esben bringer ikke enkelte spillere eller navne ind i dialogen med trænerne. Han kan drøfte forhold, som træneren selv kan observere på banen, men indholdet af den individuelle samtale bliver mellem Esben og spilleren:

»Jeg kan aldrig referere fra den samtale, medmindre spilleren giver mig mandat til at gøre det.«

FC Helsingør har en anden organisatorisk ramme. Klubben har ikke de samme ressourcer til at opretholde en skarp skillelinje mellem specialister og resten af akademiet og har derfor valgt, at data er anonyme. Målingerne bruges således primært til at følge tendenser i miljøet.

Klubben gennemfører minimum to målinger om året og placerer dem bevidst på tidspunkter, hvor besvarelserne i mindst mulig grad påvirkes af andre forhold. Majbritt Lyckhage peger blandt andet på fysisk træthed og selektering omkring nytår og før sommerpausen. Derfor handler timingen om at ramme et nogenlunde neutralt udgangspunkt og undgå, at besvarelserne ligger midt i perioder, hvor selektering eller belastning fylder særligt meget.

I Brøndby IF indgår resultaterne efterfølgende i en bredere rapportering til blandt andre cheftræner og fodbolddirektør. De mentale trivselsdata udgør med Esben Madsens ord en mindre del af »den samlede pakke«. Han beskriver rapporteringen som et »kulturelt indslag«, hvor de kvantitative data sættes i relation til hele miljøet. Psykologisk tryghed, motivation og adfærd omkring spillerne indgår dermed i samme billede.

Rapporteringen skal samtidig ses adskilt fra de individuelle spillersamtaler. Esben kan følge individuelt op på spillerne, men oplysninger fra samtalerne deles ikke med trænerne uden spillerens mandat, og han holder sig ude af diskussioner om holdudtagelse og startopstilling. Monitoreringen bruges dermed til at identificere og følge op på trivselsudfordringer – ikke som grundlag for at vurdere spilleren sportsligt.

FC Helsingør har udviklet arbejdet med færre ressourcer. I begyndelsen foregik »processen håndholdt på papir,« men siden er processen blevet mere digital. For Majbritt Lyckhage er det afgørende, at klubben etablerer et system, som organisationen efterfølgende har ressourcer til at følge op på.

Kommunikationen til spillerne og deres forældre er også en vigtig del af implementeringen. FC Helsingør har blandt andet brugt forældremøder til at forklare sammenhængen mellem mental trivsel og performance, ligesom spillerne får budskabet gennem trænerne. Formålet er, at både spillere og voksne omkring akademiet forstår, hvorfor trivsel bliver målt.

Det samme gælder i Brøndby IF. Esben kan eksempelvis sætte en måling ind i en aktuel sammenhæng efter et transfervindue, så spillerne forstår, hvorfor de bliver spurgt netop nu.

»Det er meget vigtigt, at spillerne har en fornemmelse af, at vi rykker på det, og vi tager målingerne alvorligt.«

Tilliden afhænger samtidig af, at spillerne ved, hvordan oplysningerne bliver brugt. Esben holder sig derfor ude af diskussioner om holdudtagelse og startopstilling, så spillerne ikke får en oplevelse af, at det, de fortæller om deres trivsel, senere kan blive brugt imod dem sportsligt.

Data skal føre til samtaler og handling

I FC Helsingør har klubben blandt andet etableret trivselsrepræsentanter på alle årgange. De fungerer som et mellemled mellem årgangen, trænerstaben og ledelsen, fordi klubben ikke selv kan være til stede alle steder. Majbritt Lyckhage peger samtidig på, at der findes stærke ressourcer blandt forældrene, som gerne vil bidrage.

Klubben har desuden haft målrettede samtaler med spillere, som eksempel har mindre spilletid eller har været langtidsskadede.

I Brøndby IF kan et signal fra målingen føre direkte til en individuel samtale, der oftest begynder med noget fodboldrelateret. Nervøsitet kan for eksempel være en sportspsykologisk udfordring, som klubben kan hjælpe spilleren med.

Det kan blandt andet ske ved at opstille fokuspunkter til kamp, så spilleren får noget at rette opmærksomheden mod og oplever større kontrol. I andre tilfælde etableres faste samtaler gennem de følgende to eller tre uger.

»Det der med at have noget at gribe i og have kontrol over sin egen situation kan også være noget, der styrker trivslen. Ikke bare præstationen.«

Her bliver det samtidig tydeligt, hvad data ikke kan. En score kan vise, at noget har ændret sig, men ikke forklare hvorfor.

»En score er jo kun et starting point,« og når Esben Madsen viser en spiller udviklingen over længere tid, kan samtalen åbne for sammenhænge, som tallene ikke rummer: en skade, problemer på hjemmefronten, en vanskelig periode på banen eller utilfredshed med at blive skiftet ud.

På den måde kan data hjælpe spilleren med at reflektere over en længere periode og »komme en smule op i helikopteren«.

Monitorering af trivsel er ikke overvågning af spillerne

En faldgrube er, at spillerne kan opleve monitoreringen som overvågning. I FC Helsingør kan klubben på grund af anonymiseringen kun følge tendenser gennem spørgeskemadata og ikke bruge besvarelserne til løbende at følge den enkelte spiller.

Det understreger samtidig, at spørgeskemaet ikke kan stå alene. Klubben er stærkt afhængig af trænerressourcerne og de øvrige observationer omkring holdene, og trivselsarbejdet skal ifølge Majbritt forankres bredt, så hele »økosystemet« omkring spillerne ser trivslen som et fælles ansvar.

En anden faldgrube er spørgeskematræthed.

I forskningsprojektet blev spillerne spurgt hver anden uge efter kamp, og Esben Madsen vurderer, at han i projektet var tæt på grænsen for, hvor ofte det gav mening at spørge spillerne.

I dag tilstræber Brøndby IF at finde en balance mellem behovet for data og belastningen ved at skulle besvare mange spørgsmål, idet trivselsmålingerne kommer oven i andre spørgsmål:

»Vi har også dagligt wellness, hvor de (spillerne, red.) dagligt får fem spørgsmål om fatique (udmattelse, red.), søvn, muskelømhed og mental følelse, og så lægger vi lige de her 36 spørgsmål oveni på i akademiet og 15 spørgsmål på førsteholdet […]. Vi er på et niveau, hvor vi siger: ’Nu samler vi ikke mere data ind, end vi behøver. Det er den balance, man skal finde ud af i sit eget miljø. Hvad er den rigtige der?’«

Frekvensen afhænger således af miljøet, og i FC Helsingør er den på to årlige målinger. Majbritt Lyckhage fortæller, at klubben har overvejet at måle kvartalsvist, men at det forudsætter en endnu stærkere forankring af det fælles sportspsykologiske sprog.

Trivsel er et central parameter i spillerudviklingen

For Majbritt Lyckhage er en af de vigtigste erfaringer fra FC Helsingør, at arbejdet har bragt klubben tættere på holdene. Målet har været at skabe et stærkere miljø, hvor det sportspsykologiske og den mentale trivsel står side om side med det præstationsmæssige:

»Vi har lært at komme tættere på holdet, få skabt en et økosystem, som er fasttømret – ikke kun på performance, men også på det sportspsykologiske, altså den mentale trivsel. Det er tog lag, som interagerer meget, meget kraftigt. Det er i virkeligheden det, vi har lært, at vi skal blive bedre til i et Liga 2-miljø.«

Det gør relationerne på og omkring holdet endnu vigtigere, og ambitionen er at hele »økosystemet« omkring spillerne deler ansvaret for trivslen. Erfaringen er, at en klub ikke behøver »et stort specialistsetup for at komme i gang.« Et relativt let setup med få ressourcer kan også skabe mærkbare ændringer, hvis det bliver forankret tæt på holdene.

Esben Madsen afslutter med at koble metoden direkte til sportens og fodboldmiljøernes udviklingsopgave. Brøndby IF er sat i verden for at udvikle spillere til næste niveau, og her bliver mental trivsel et vigtigt parameter:

»Trivsel og præstation hænger sammen i en resultatdrevet verden […]. Det er der ingen tvivl om. Vi (Brøndby IF, red.) er sat i verden for at skabe fodboldspillere og løfte fodboldspillere op i en superligakontekst eller sælge dem. Det er de to måder, vi arbejder ud fra,« siger Esben Madsen og understreger:

»Men vi er nødt til at tænke trivsel ind som et centralt parameter – mental sundhed generelt – i at nå de næste skridt som fodboldspiller.«