Kent Nielsen: »Du skal finde ind til dine egne værdier og den spillemåde, der inspirerer dig. Du skal finde dig selv.«

Selve trænerarbejdet på banen og arbejdet i forbindelse med kamp minder meget om det, jeg var en del af som spiller i gamle dage. Udviklingen består måske i, at der er kommet flere mennesker omkring holdet, som bidrager med input. Men når alt er sorteret og analyseret, og jeg står ved sidelinjen, er det stadig mig, der skal træffe beslutningerne.

Min egen tilgang er næsten et spørgsmål om min livshistorie, som jeg kan se tilbage på og reflektere over.

Alle indtrykkene, som jeg har fået undervejs – de bevidste såvel som ubevidste – kommer ned i en stor gryde. Så tilsættes min egen personlighed, og det hele koger lidt hist og her. Derfor kan det være svært at vide præcist, hvorfor jeg er blevet, som jeg er. Det er svært at pege på ét bestemt tidspunkt og sige: »Her så jeg lyset.«

Nogle af de trænere, jeg havde, da jeg var yngre, har haft indflydelse på mig som spiller. Dengang tænkte jeg ikke, at jeg en dag skulle være træner, men hvad enten det var Ebbe Skovdahl i Brøndby eller Sepp Piontek og Richard Møller Nielsen på landsholdet, kan jeg i dag genkende noget fra deres måde at håndtere mennesker på i min egen trænergerning.

Som træner får du mange indtryk, og noget af det vigtigste er at finde ud af, hvad der passer til dig. Trænere kan have succes på mange forskellige måder. Nogle er enormt empatiske og tydelige i deres relation til mennesker. Andre kan være mere direkte og næsten aggressive.

En bestemt måde at være træner på kan ikke bare tillæres som en teknik. Den skal passe til personligheden, for ellers gennemskuer folk det. Derfor handler det om at få mange input, samle dem op og sortere i dem.

Som nævnt, er den største forskel, jeg har oplevet over tid, størrelsen på staben omkring holdet. Lidt firkantet sagt skulle træneren tidligere i højere grad arbejde direkte med spillertruppen og finde ud af samarbejdet med den. Nu handler en stor del af trænerrollen også om at lede opad og lede en meget stor stab af specialister.

Jeg skal lytte til specialisterne og finde ud af, hvad de hver især kan bidrage med, hvad der bidrager godt, og hvad der ikke gør. Det er vigtigt, at jeg kan skabe en samlet retning.

Mine øjne og min fornemmelse er også data

Jeg har nok haft ry for ikke at gå så meget op i statistikker. Jeg har altid sagt – lidt for sjov – at den vigtigste statistik er den, der står på måltavlen efter kampen.

Det betyder ikke, at jeg underkender statistikkens værdi. Området er blevet stærkere, men som træner skal jeg plukke det ud, jeg kan bruge. Ellers er det ikke relevant.

I mange år og senest i Silkeborg har jeg haft en mindre stab end mange andre trænere. Det passede klubben og mig – og den måde, jeg gerne ville være træner på. Jeg afviser ikke andre måder at arbejde på, men de passer måske andre trænere bedre, end de har passet mig.

Min tilgang har været – og er – at stole på mine øjne og min fornemmelse. Det er også data. Jeg har trænet med den tilgang, fordi jeg mener, at alle trænere træffer en masse beslutninger ud fra fornemmelser.

Når jeg betragter en kamp, er der hundredvis af ting at holde øje med. Noget ser jeg instinktivt: Hvordan ser spillerne ud? Er de friske? Har de overskud? Tackler de modgangen godt? Er der kvalitet i deres afleveringer, træffer de de rigtige beslutninger, og læser de spillet?

Det kan også handle om, hvorvidt de skal gå i pres, eller om det i en bestemt situation er bedre at lade være. Under kampen holder jeg observationerne op imod det, holdet har forberedt.

Jeg kan have nok så mange data, der siger en masse ting om en spiller. Men i den daglige omgang med spilleren kan jeg mærke, om vedkommende eksempelvis har mentalt overskud til at spille. Den slags kan være svært at aflæse i de øvrige data.

Det betyder ikke, at jeg afviser, at andre data har værdi. Men indimellem bliver deres betydning måske overvurderet i forhold til virkeligheden. Tal er – eller kan være – vanskelige at forstå uden sammenhæng. Data kan bruges internt i den enkelte klub til at måle holdet op mod sig selv. Problemet opstår, når medier og andre måler hold direkte op mod hinanden.

Der bliver samlet data på tværs af hold, som ikke spiller fodbold på samme måde. Hvis et hold har 47 procent boldbesiddelse, er det så meget eller lidt, i forhold til hvordan holdet vil spille fodbold?

Kampens forløb har betydning for tallene. I den ene kamp skal et hold jagte et resultat, mens det i den anden skal forsvare noget. Nogle hold forsvarer sig med bolden. De skaber måske ikke lige så mange målchancer, som når de skal jagte, men kampforløbet kan stadig være godt.

Det kan være forkert at sammenligne holdene direkte, fordi spillestilen har betydning: Et hold, der afslutter ofte, vil generelt have mange afslutninger. Et hold, der er stærkt på standardsituationer, vil have andre tal end et hold, der ikke har den styrke. Et hold kan også forsøge at skabe større chancer frem for at afslutte hurtigt.

Tallene skal altid forstås i en sammenhæng, og som jeg nævnte tidligere: Mine øjne og mine fornemmelser er også data.

Vurdering af spillet og spillerne

Selvom vi ikke havde så stor en stab i Silkeborg, skulle kampanalysen selvfølgelig stadig udarbejdes. Flere opgaver lå hos mig og hos Peter Knudsen, som brugte meget tid på modstanderne. Jeg fik selv en stor indsigt i de forhold. Det var vigtigt for mig, når jeg skulle træffe valgene om vores spil og kampafvikling.

Den måde, jeg arbejder på, passer til mig, men det skal ikke lyde, som om det er den eneste rigtige måde. Jeg kan ikke nøjes med en rapport om, hvordan kampen har været, hvilke aspekter der har været i spil, eller hvor mange afleveringer holdet har haft ind på den sidste tredjedel. Jeg har brug for selv at se kampen og danne mig et indtryk.

Når jeg ser en kamp efterfølgende, går jeg tættere på de enkelte situationer. En oplysning om, at en spiller har spillet en fremadrettet aflevering i 47 procent af sine aktioner mod 53 procent i den foregående kamp, siger efter min mening ikke noget om kvaliteten i sig selv.

Jeg ser i stedet på, hvilke muligheder spilleren havde. Der kan for eksempel have været tre muligheder, og ud fra vores måde at spille på og det, der var muligt i situationen, kan spilleren have forsøgt at gøre det rigtige, selv om aktionen ikke lykkedes. Hvis det er en kreativ spiller, vurderer jeg også ud fra, hvad spilleren kan, og hvilke krav vi stiller.

Vurderingen skal ses som en del af en helhed. Der kan være kampe, hvor det er svært for en spiller at komme til sin ret, fordi vedkommende ikke får bolden, eller fordi holdkammeraterne ikke får skabt de nødvendige situationer. Det kan også være, at spilleren i sine defensive aktioner ikke får den hjælp, som vedkommende burde få. Det indgår alt sammen i helhedsbetragtningen.

Observationerne er først og fremmest materiale, jeg skal bruge som træner. Hvis jeg vurderer en spiller på baggrund af en enkelt kamp, skal jeg se på, hvor meget der er et mønster, og hvor meget der er tilfældigt. Hvis spilleren laver en skæv aflevering, er det afgørende, om det sker gentagne gange. Jeg skal også vurdere, om afleveringen bliver skæv, fordi spilleren er under meget hårdt pres, eller fordi spilleren mangler kvalitet i situationen.

Hvis en spiller har 15 afleveringer, hvoraf 12 er dårlige og tre er chanceskabende eller målgivende, har spilleren så spillet godt eller skidt? Spilleren har haft mange dårlige afleveringer, men har måske også leveret noget, som kunne blive kampafgørende. Så kan jeg nok se igennem fingre med et antal dårlige aktioner.

Som træner skal jeg kunne vise spilleren, hvad jeg ser. Spilleren kan måske aflevere til den ene eller den anden. Begge valg kan være acceptable, men jeg kan se, at den anden aflevering måske på sigt giver en større mulighed.

I en ideel verden vil jeg gerne have, at spilleren også ser den mulighed. Hvis afleveringen lykkes, kan den blive afgørende. Hvis spilleren altid foretager det sikre valg, bliver aktionen sjældnere afgørende.

I Silkeborg så jeg på den kommende modstander, holdets opbygningsspil, afslutningsspil og pres. Derefter vurderede jeg, om der var en kamp eller sekvens, som spillerne skulle se. Det kunne være modstanderens opbygningsspil eller genpres. Så aftalte vi, hvad vi ville gøre imod det og trænede nogle af situationerne og scenarierne.

Til den næste generation af trænere

Jeg har over tid fået et stempel som en lidt gammeldags type. Jeg kan overordnet acceptere kritikken, selv om den fremstiller mig som repræsentant for de gamle dage.

Jeg har ofte taget det som en udfordring, fordi der faktisk var meget i gamle dage, som var rigtig godt. Når nogen siger, at alt moderne er rigtigt, er mit svar: »Det ved vi ikke.«

Det er vigtigt at stille spørgsmål til tidsånden. Den kan ikke altid have ret i sig selv. Det interessante er at finde en blanding mellem nogle af de ting, der har stået deres prøve, og de nye input.

Spillerne er blevet fysisk stærkere, løber hurtigere og er teknisk bedre. Men fodboldkampe bliver stadig vundet på mange af de samme måder, og der er taktiske forhold og momenter, som var afgørende tidligere, og som stadig er afgørende i dag.

Hvis jeg skal give et råd til en ny træner eller den næste generation af trænere, vil mit råd være, at du skal lade være med at forsøge at kopiere andre trænere eller træde direkte i deres fodspor. Du kan lade dig inspirere af andre, men du skal finde din egen vej.

Jeg tror på autentiske trænere. Det handler ikke om, hvorvidt du er meget empatisk eller meget temperamentsfuld. Spillertrupperne efterspørger ikke kun én bestemt type. Det afgørende er tydelighed, og at spillerne ved, hvad de får.

Du skal finde ind til dine egne værdier og den spillemåde, der inspirerer dig. Du skal finde dig selv.