Konstante opbremsninger i træning og kamp: Sådan kan du sætte fokus på spillernes fysiske belastning

Når vi taler om, hvor hårdt en fodboldspiller bliver belastet fysisk, er det som regel løbedistance og topfart, der er i fokus. Men fodbold handler mindst lige så meget om, at spillerne bremser. Hver gang en spiller presser en modstander, vender om eller reagerer på en bold, skal spilleren sætte farten ned og måske helt stoppe op, hvilket er hårdt for kroppen. Alligevel fylder opbremsninger – på fagsprog decelerationer – sjældent lige så meget i samtalen om fysisk træning, som distance og fart gør.

Det er baggrunden for Benyamin Nemans speciale Deceleration Load in Youth Elite Football, som han har lavet på Syddansk Universitet i samarbejde med PlayerData og en dansk ungdomselitefodboldklub på drengesiden. Specialet bygger på et halvt års GPS-data fra U15, U17 og U19 med henblik på at undersøge, hvor meget spillerne egentlig bremser, og om det gør en forskel, hvilken position spilleren har, hvor gammel spilleren er, og om det er kamp eller træning.

Det korte svar på alle tre spørgsmål er ”ja”, og især ét fund skiller sig ud: Der er markant større forskel på, hvor meget spillerne bremser i kamp og til træning, end der er mellem de forskellige årgange.

De lange svar får du i denne artikel, som bygger på Benyamin Nemans speciale.

Sådan er undersøgelsen lavet

Specialet bygger på GPS-data fra 63 spillere i U15, U17 og U19, indsamlet fra sommertræningen i juli 2025 og frem til december 2025. I alt indgår 3.382 målinger – 2.852 fra træning og 530 fra kampe. Spillerne bar en GPS-vest (PlayerData EDGE), der løbende registrerede deres bevægelser, og en opbremsning talte med, når spilleren sænkede farten kraftigt i mindst et halvt sekund. Opbremsningerne er delt op i to grupper: almindelige (medium-intense) og hårde (højintense) – se definitionerne i boksen nedenfor. Analysen bygger på en statistisk metode, der kaldes en mixed-effects-model, som du kan læse meget mere om i den fulde rapport.

Analyse: Position betyder mere end alder

Det tydeligste resultat i specialet er, hvor stor forskel der er på, hvor meget spillerne bremser afhængigt af deres position:

• Centrale forsvarsspillere bremser mindst med i gennemsnit 0,83 gange i minuttet i kamp, mens angribere og kantspillere bremser mest med 1,08 gange i minuttet.

• Fullbacks (1,01 gange i minuttet) og midtbanespillere (0,95 gange i minuttet) ligger midt imellem.

• Forskellen mellem den position, der bremser mest, og den, der bremser mindst, er omkring 30 procent, og mønstret går igen, uanset om du kigger på alle opbremsninger eller kun de hårde.

Aldersforskellene er mindre tydelige, end det måske kunne tros eller forventes: at de ældste spillere, som generelt er stærkere og mere fysisk udviklede, bremser både oftere og hårdere end de yngste.

I kamp bremser U15-spillerne da også generelt lidt mindre end U17 og U19 (0,91 mod henholdsvis 0,99 og 1,03 gange i minuttet), når man tæller alle opbremsninger, og forskellen mellem U15 og U19 er også tydelig ved de hårde opbremsninger. Men ved de almindelige opbremsninger, som udgør langt de fleste, forsvinder aldersforskellen helt i kamp.

Den klart største forskel findes dog mellem kamp og træning. Spillerne bremser tydeligt oftere i kamp end til træning:

• 0,97 mod 0,78 gange i minuttet for alle opbremsninger.

• 0,59 mod 0,43 for medium opbremsninger.

• 0,38 mod 0,27 for de hårde opbremsninger.

Positionsforskellene fremstår samtidig langt mindre tydelige til træning end i kamp. Det kan for eksempel hænge sammen med, at mange træningsøvelser – som rondoer, possession-øvelser og teknisk træning – stiller nogenlunde de samme bevægelseskrav til alle spillere uanset position. I en kamp er banens fulde bredde og modstanderens pres derimod med til at skabe de situationer, hvor især fullbacks og kantspillere løber i dybden, overlapper og presser tilbage, og dermed bremser disse spillere markant oftere end til træning.

Diskussion: Hvorfor ses disse forskelle?

At fullbacks og kantspillere bremser mest, giver mening taget i betragtning af, hvad deres opgaver på banen typisk er, og hvad der kendetegner deres bevægelser og løb på banen. Fullbacks løber tit frem og tilbage, de overlapper, presser og løber i dybden, mens centrale forsvarsspillere typisk bevæger sig over kortere afstande med færre kraftige retningsskift.

Dette billede fremhæves også i anden forskning: Vigh-Larsen og kolleger (2018) har tidligere vist, at netop centrale forsvarsspillere generelt udfører færre accelerationer og decelerationer end spillere i brede positioner. Flere studier – blandt andet Douchet og kolleger (2023) og Conde-Pipó og kolleger (2024) – peger på, at det hænger sammen med den taktiske rolle, positionen har i spillet.

At forskellen mellem årgangene er størst ved de hårdeste opbremsninger, er ikke en modsigelse af, at alder generelt spiller en mindre rolle, end du skulle tro. Den konklusion gælder især de almindelige opbremsninger, som udgør langt størstedelen af alle opbremsninger. Men ved netop de hårdeste opbremsninger, som forventes at medføre større mekanisk belastning, er der en tydelig aldersforskel. Det kan tyde på, at det især er her, at fysisk styrke og modenhed for alvor kommer i spil.

Silva og kolleger (2024) fandt tilsvarende, at ældre ungdomsspillere når højere maksimale opbremsningsværdier i kamp end yngre spillere. Det vil sige, at når de bremser allerhårdest – for eksempel når en spiller bremser brat op fra fuld sprint for at nå tilbage i forsvar efter et kontraangreb, gør de det med større kraft end de yngre spillere gør. Samtidig dækker U17 og U19 i den klub, som indgår i specialet, to fødselsårgange hver, mens U15 kun dækker én, hvilket kan give en stor spredning i fysisk udvikling inden for de to ældste grupper og dermed gøre det sværere at sammenligne årgangene direkte.

Den store forskel mellem kamp og træning, både når det gælder almindelige og hårde opbremsninger, hænger formentlig sammen med, at en kamp er langt mere uforudsigelig end en træning. I kamp skal spillerne hele tiden reagere på modstandere, medspillere og bolden, hvilket giver flere pludselige opbremsninger.

Det ses også i specialets egne tal: Jo hårdere opbremsningerne er, jo større er forskellen mellem kamp og træning – ved de almindelige opbremsninger bremser spillerne cirka 37 procent oftere i kamp end til træning, mens forskellen ved de hårde opbremsninger er cirka 41 procent. Det kan være et tegn på, at de mere eksplosive og uforudsigelige situationer, som kendetegner kamp, bidrager til den højere forekomst af hårde opbremsninger. Det stemmer samtidig overens med Silva og kolleger (2023) og Kaya og kolleger (2024), der begge peger på, at accelerations- og decelerationskrav i høj grad afhænger af, hvilken træningsøvelse spillerne laver, og at strukturerede træningsøvelser ikke nødvendigvis genskaber kampens belastning.

I praksis kan forskellen imødekommes og minimeres ved, at en fysisk træner bevidst lægger small-sided games eller pres-øvelser ind i ugens træning for at give spillerne flere af de opbremsninger, de ellers kun møder på kampdag.

Perspektivering: Hvad kan du (ikke) bruge resultaterne til?

Det er vigtigt at understrege, at specialet ikke fortæller noget om, hvor god den enkelte spiller er til at bremse teknisk. Det viser derimod, hvor mange opbremsninger spillerne bliver udsat for i deres hverdag som ungdomsspillere. De faste grænseværdier for, hvad der tæller som en "hård" opbremsning, tager heller ikke højde for, at spillere er forskelligt fysisk udviklede. En ung og endnu ikke særlig stærk spiller kan opleve den samme opbremsning som langt hårdere end en fysisk moden holdkammerat.

Undersøgelsen er desuden lavet ud fra data fra én klub over et halvt år, så resultaterne bør ses som et praksisnært øjebliksbillede snarere end en facitliste, der gælder for alle ungdomsklubber. Fremadrettet kunne det være interessant at koble decelerationsdata sammen med data om spillernes biologiske modenhed – altså hvor langt de er i deres fysiske udvikling – for at se, om det er alder eller modenhed, der egentlig driver de forskelle, man ser mellem årgangene.

Sådan kan resultaterne bruges i praksis

• Husk opbremsninger som deres egen belastningsform. Distance og løbefart fortæller ikke det hele. To spillere kan løbe lige langt, men være belastet meget forskelligt, fordi den ene bremser hårdere end den anden.

• Tænk positionen ind i den fysiske træning. Fullbacks og angribere/kantspillere bliver udsat for flere opbremsninger end centrale forsvarsspillere i kamp, hvilket kan tale for en mere positionsspecifik tilgang til styrketræning.

• Kig på, om træningen forbereder spillerne til kampen. Da spillerne bremser mindre til træning end i kamp – især ved de hårde opbremsninger – kan det give mening at bygge øvelser ind i ugen, der bevidst fremkalder flere opbremsninger, for eksempel småspil eller pres-øvelser.

• Undgå kun at kigge på alder. Da forskellen mellem årgange især viser sig ved de hårdeste opbremsninger, og da U17 og U19 dækker to årgange hver, bør man også kigge på den enkelte spillers fysiske udvikling – ikke kun på spillerens alder.