Mental sundhed blandt kvindelige elitefodboldtrænere: Sammenhængen mellem kulturelle, organisatoriske og personlige forhold

Mental sundhed har fået stigende opmærksomhed indenfor elitesporten. Dog er trænere ofte en overset gruppe i både forskning og praksis, selvom de spiller en afgørende rolle for præstation, trivsel og kulturen i spillergruppen (Frost et al., 2024).

Trænerrollen er samtidig blevet mere kompleks end hvad den tidligere har været. Ud over det sportslige ansvar forventes elitefodboldtrænere i dag også at håndtere relationer, trivsel, ledelse, organisatoriske krav og et konstant præstationspres (Kenttä et al., 2020). Særligt kvindelige fodboldtrænere er i en specielt sårbar position, da de er markant underrepræsenterede i dansk elitefodbold. Kun 33 (3,4%) ud af 969 trænere med UEFA Elite Youth A-, A- eller Pro-licens er kvinder (Tabel 1).

Tabel 1: Antallet af trænere fordelt på licensniveauer baseret på data fra DBU pr. 27. januar 2026.

Denne artikel tager udgangspunkt i kandidatspecialet Mental sundhed blandt kvindelige elitefodboldtrænere i Danmark, hvor Sanne Stensgaard undersøger, hvordan fire danske kvindelige elitefodboldtrænere oplever mentale belastninger, samt hvordan et samspil af kultur, struktur og personlige forhold former deres mentale sundhed. Informanterne er anonymiseret og dermed præsenteret med pseudonymer i specialet og denne artikel. Analysens metode kan læses i det fulde speciale her.

Sanne Stensgaard er mentaltræner for det danske U16-pigelandshold og hos F.C. Midtjylland.

Kvindelige trænere navigerer i en minoritetsposition

Et af de mest gennemgående mønstre i trænernes fortællinger er oplevelsen af at være en minoritet i elitefodboldmiljøerne. Flere beskriver, hvordan de gennem hele deres trænerkarriere har været den eneste kvinde eller en del af en meget lille gruppe af kvinder i fodboldmiljøet. Det påvirker ikke kun deres følelse af at høre til, men også deres faglige position.

 [...] vi har altid forsøgt at passe ind rigtig hurtigt, fordi vi har været de eneste [...] – Mia

Denne minoritetsoplevelse er med til at give informanterne et behov for at skulle legitimere deres faglighed. Pernille beskriver, hvordan hun har oplevet at omgivelserne bliver ”overrasket over min faglighed”, og siger eftertænksomt: ”Hvorfor skulle jeg ikke være fagligt dygtig?”. Det spørgsmål understreger kernen i flere af de kvindelige træneres oplevelser, for Pernille beskriver en følelse af at skulle bevise sit værd, og at kompetencer ikke tages for givet, men skal demonstreres igen og igen.

Dernæst indikerer studiet, at kulturen i elitefodbold fortsat er præget af normer, hvor robusthed og selvstændighed er i fokus. Flere af trænerne beskriver, at det kan være problematisk at vise tvivl eller søge sparring, da det kan tolkes som et tegn på usikkerhed.

Jeg har også arbejdet med folk, der nærmest ikke har turdet spørge om hjælp eller har villet spørge ind til noget taktisk, fordi det kan signalere, at man er usikker [...] - Pernille

Denne kultur er med til at gøre en i forvejen krævende rolle som træner endnu mere kompleks. Mentale belastninger bliver et individuelt anliggende og i høj grad et produkt af de strukturer og normer, som træneren navigerer i. Minoritetspositionen forstærker desuden presset, da den enkelte træner både skal repræsentere sig selv og kvinder i elitetrænerrollen som helhed. Trænernes udsagn om ”at tage en for holdet” kan anses som et udtryk for dette.

Ensomhed og præstationspres i trænerrollen

Et andet centralt fund i studiet er trænernes oplevelse af ensomhed og præstationspres i rollen som elitefodboldtræner. Flere af trænerne beskriver, hvordan de ofte står med et stort ansvar for beslutninger og forberedelse alene og uden mulighed for sparring. Ensomheden handler ikke nødvendigvis om manglen på relationer, men derimod mere oplevelsen af at stå alene med de krav og forventninger som medfølger rollen som elitetræner.

[…] jeg synes, man har været alene hele vejen igennem. - Mia

Trænerne oplever samtidig et konstant præstationspres. Presset kommer både fra deres omgivelser og deres egne forventninger til levering af resultater på et højt niveau. Flere af trænerne fremhæver i den forbindelse perfektionisme som en drivkraft, men også som en mental belastning. Trænerrollen er også blevet mere kompleks i forhold til tidligere. Trænerne forventes ikke længere kun at udvikle spillere og skabe resultater. De skal også kunne lede mennesker, håndtere relationer og navigerer i organisatoriske krav.

[…] trænerrollen kan stadig have sit kerneområde i forhold til spillet og spillerne. Man kan i dag ende med at være fodboldelitetræner, hvor det handler mindre og mindre om spillet og spillerne og mere om, at man skal kunne ´manage´ sin stab. - Tina

Fundende peger på, at ensomhed, høje præstationskrav og en kompleks rolle kan have betydning for trænernes mentale sundhed. Presset opleves umiddelbart ikke som et midlertidigt fænomen, men mere som et grundvilkår i rollen som elitefodboldtræner. Dette opstår i spændingsfeltet mellem ansvar og begrænset strukturel støtte. Kombinationen af strukturel og relationel ensomhed indebærer, at trænerne står alene med tvivl og usikkerhed, hvilket kan forstærke den mentale belastning.

Mental støtte er ofte relationsafhængig

Et tredje fund i studiet er, at den mentale støtte til trænerne ofte er afhængig af trænernes egne personlige relationer frem for strukturelle organisatoriske tiltag. Trænerne beskriver, hvordan de næsten altid har oplevet opbakning fra ledelse og kollegaer, men at støtten i en høj grad afhænger af relationen til de enkelte personer fremfor faste rammer. Mia beskriver som et eksempel:

Det har ikke været i strukturen eller i klubben, men fordi jeg havde en relation til én, som jeg mente, jeg kunne gå til med nogle ting. - Mia

Sparring og støtte bliver derfor ofte noget, som de selv skal opsøge og opbygge. Her har kollegaer, andre trænere og det private netværk en vigtig rolle. Anna beskriver blandt andet, hvordan hun primært finder støtte hos hendes kollegaer:

Det er mest kollegaer, jeg får støtte fra, og også min direkte leder, hvis jeg har brug for det, men mest kollegaer, vil jeg sige, det er dem, jeg er tættest med. - Anna

Fundene tyder på, at ansvaret for den mentale sundhed ofte placeres hos den enkelte træner, hvilket skaber en øget sårbarhed i et komplekst miljø, hvor de forventes at være konstant tilgængelige, samtidig med at varierende arbejdstider gør balancen mellem arbejdsidentitet og personlig identitet vanskelig.

Hvad betyder fundene i praksis?

De mentale belastninger som er belyst i studiet blandt kvindelige elitefodboldtrænere, handler ikke alene om deres individuelle egenskaber eller mental robusthed, men også om at belastningerne formes i et samspil mellem kultur, arbejdsvilkår og organisatoriske forhold.

Udover at ansvaret for den mentale sundhed ofte placeres hos den enkelte træner, forventes trænerne også selv at udvikle strategier til at håndtere præstationspres, ensomhed og høje arbejdskrav. Dette ses især som problematisk, når de mentale belastninger i et stort omfang udspringer fra kulturelle og strukturelle forhold.

Dernæst er betydningen af rollemodeller og sparring helt central. Flere af trænerne beskriver, at manglen på kvindelige rollemodeller kan forstærke en oplevelse af at stå alene i rollen, samtidig med at de efterspørger mere netværk, støtte og feedback.

Resultaterne indikerer, at klubber og organisationer i højere grad skal tage ansvar for trænernes mentale sundhed som et fælles ansvar og ikke et individuelt. Der kan fokuseres mere på mentorordninger og på trænernes trivsel, så klubberne i højere grad understøtter udviklingen af bæredygtige trænerkarrierer.

Perspektivering: Mediernes fremstilling af kvindelige træner

Samlet set kan de mentale belastninger ikke kun forstås som individuelle udfordringer, men som et resultat af de kulturelle og organisatoriske rammer, trænerne arbejder i. Når støtte primært er relationsbaseret, og kvindelige trænere befinder sig i en minoritetsposition, øges risikoen for ensomhed, pres og manglende sparring.

Dernæst viser studiet, at der en kultur i elitefodboldmiljøet, hvor kvinder sommetider hurtigt opnår højtstående poster, uden nødvendigvis at have den nødvendige erfaring, fordi kvinder fortsat udgør en minoritet i elitefodbolden, og fordi der er et øget fokus på køn i sporten.

Mediernes fremstilling af kvindelige trænere kan være en væsentlig faktor for trænernes oplevelser. Et aktuelt eksempel er af ansættelsen af den første kvindelige cheftræner i den tyske herre Bundesliga i 2026. På trods af at ansættelsen er en vigtig repræsentation og synlighed for kvindelige elitetrænere, har fokus fra medierne været på køn fremfor faglighed og erfaring (Jørgensen, 2026). Det kan derfor diskuteres, hvorvidt den øgede synlighed bidrager til at normalisere kvindelige trænere i elitefodbold, eller om det fastholder kvinderne i trænerrollen som noget helt ekstraordinært. Når køn fremhæves som en central beskrivelse, kan det medvirke til en oplevelse af, at kvindelige trænere i højere grad skal bevise deres værd og faglighed gentagende gange. Sammenholdes dette med studiets fund, fremstår synligheden som en faktor med en dobbelt funktion:

1. Synligheden kan skabe rollemodeller for andre, hvilket der i dette studie er stor efterspørgsel efter.

2. Synligheden kan bidrage til at fremstille karrierevejen til at være kvindelige træner på eliteniveau, som et helt særligt krævende arbejde og forbeholdt kvinder med ekstraordinære ressourcer.

Specialet understreger et behov for mentorordninger og tydelige støttestrukturer, som både kan synliggøre rollemodeller og styrke forståelsen af mental sundhed som et fælles ansvar frem for noget, den enkelte træner står alene med.