Standardiseret eller individualiseret styrketræning: Hvilken effekt har tilgangene på U17-elitefodboldspillere?

Sprint, hop, retningsskift, accelerationer og dueller er afgørende aktioner i fodbold (Bangsbo, 1994; Bradley et al., 2009) og stiller krav til spillernes evne til både at producere stor kraft og gøre det hurtigt. Derfor er styrketræning en fast del af hverdagen i mange talentudviklingsmiljøer. Styrketræningen organiseres dog ofte som et fælles program, selvom spillere med samme alder og niveau kan have forskellige fysiske forudsætninger (Jiménez-Reyes et al., 2017).

Kraft-hastighedsprofilering tilbyder en løsning, hvor du tester den enkelte spiller og  identificerer om vedkommende er begrænset af kraft eller hastighed, hvorefter træningen målrettes det potentielle eller pågældende underskud (Samozino et al., 2008). Metoden er praktisk anvendelig, men forskningen er ikke entydig. Det er derfor relevant at spørge, om en mere individualiseret tilgang faktisk skaber større forbedringer og fremgang end et velstruktureret standardprogram.

Det spørgsmål undersøgte Victor Lahn, som er fysisk træner hos Randers FC U13-U15, i sit speciale blandt U17-spillere fra Randers FC's akademi. Spillerne gennemførte et 14-ugers træningsforløb integreret i deres normale fodboldhverdag. Specialet viste, at den FV-baserede individualisering hos interventionsgruppen ikke gav statistisk signifikante forbedringer i forhold til kontrolgruppen. Resultatet er ikke et argument for at kassere profilering. Det peger på, at profilering kan bruges som et redskab til monitorering og forståelse af individuelle mekaniske profiler, men ikke som det eneste grundlag for træningsplanlægning.

Metode: 14 ugers intervention i praktisk elitemiljø

Studiet omfattede 17 U17-spillere med en gennemsnitsalder på 16,6 år. I løbet af de 14 uger fortsatte alle spillerne deres almindelige program bestående af fire-fem træningspas på banen, to styrketræningspas og typisk én kamp om ugen. Interventionen blev dermed gennemført i en praksisnær eliteungdomskontekst, hvor alle spillerne samtidig deltog i deres normale fodboldtræning og kampaktivitet.

De tests, som spillerne gennemførte, bestod af squat jumps med kropsvægt og med 10, 20, 30 og 40 kilo ekstern belastning. Ud fra hoppehøjde, kropsmasse og afsætsdistance blev deres F0, V0, Pmax og FV-imb estimeret. Efter baseline-testen, som målte spillernes udgangspunkt før træningsforløbet, blev spillerne fordelt i en interventionsgruppe og en kontrolgruppe, så spillere med sammenlignelige profiler så vidt muligt blev fordelt ligeligt.

Begge grupper gennemførte det samme standardiserede styrketræningspas om tirsdagen (se tabel 1). Om torsdagen fulgte interventionsgruppen et program baseret på den enkelte spillers FV-profil, mens kontrolgruppen gennemførte et standardiseret program (se tabel 2).

Spillere i begge grupper, som fik identificeret et kraftunderskud, arbejdede for eksempel mere med tunge back squats, hip thrusts, benpres og rumænsk dødløft. Spillere med et hastighedsunderskud arbejdede i højere grad med øvelser som banded countermovement jumps, depth jumps og andre eksplosive øvelser med let vægt. Efter syv uger blev spillerne testet igen, så programmerne i interventionsgruppen kunne justeres efter deres aktuelle profil.

Spillerne blev testet ved baseline, efter syv uger og efter 14 uger. Analysen bygger på lineære mixed models, som gjorde det muligt at undersøge udviklingen over tid, forskellen mellem grupperne og samtidig tage højde for manglende målinger og biologisk modenhed. Testprotokollen og de statistiske valg er beskrevet mere detaljeret i det fulde speciale.

Tabel 1: Tirsdagsprogrammet som alle FP trænede om tirsdagen i alle uger under interventionsperioden. RIR=Reps in reserve.

Tabel 2: Torsdagsprogrammet, hvor interventionsgruppen trænede efter sin FV profil, mens kontrolgruppen trænede kontrolprogrammet. HFD = High-Force Deficit, LFD=Low-Force Deficit, WB=Well Balanced, LVD=Low-Velocity Deficit, HVD=High-Velocity Deficit, BB= Barbell, RDL= Rumænsk Dødløft, SL= Single leg, CMJ=Counter Movement Jump, RIR = Reps in reserve.

Resultater: Begge grupper forbedrer sig

Det tydeligste samlede resultat var en forbedring i squat jump uden ekstern belastning gennem de 14 uger. Interventionsgruppen gik i gennemsnit fra 35,9 til 41,2 centimeter og havde en gennemsnitlig relativ forbedring på 14,9 procent. Kontrolgruppen gik fra 37,2 til 40,6 centimeter og havde en gennemsnitlig relativ forbedring på 7,2 procent.

Effektstørrelsen var også større i interventionsgruppen: 1,35 mod 0,77. Dette mål sætter forbedringen i forhold til variationen i spillernes hoppehøjde ved baseline og gør det muligt at sammenligne ændringernes størrelse på tværs af grupperne.

Selvom interventionsgruppen havde den største numeriske fremgang, var forskellen mellem gruppernes udvikling ikke statistisk signifikant (p = 0,461). En numerisk forskel betyder, at interventionsgruppen forbedrede sig mere i de observerede målinger, men at analysen ikke gav tilstrækkelig evidens for en forskel mellem grupperne, når variationen mellem spillerne blev taget i betragtning. Med et fastsat signifikansniveau på p < 0,05 kunne studiet derfor ikke dokumentere en ekstra effekt af den individualiserede træning.

På tværs af grupperne blev der også fundet en statistisk signifikant udvikling over tid i FV-imb. Den teoretisk optimale FV-profil er den beregnede balance mellem kraft og hastighed, der forventes at give spilleren den størst mulige hoppehøjde ved spillerens aktuelle maksimale power og afsætsdistance. FV-imb beskriver afstanden til denne profil: Jo mindre afvigelse, desto tættere er spilleren på den beregnede optimale balance (Samozino et al., 2014).

Interventionsgruppens gennemsnitlige afvigelse faldt fra 44,4 til 19,6 procent, mens kontrolgruppens faldt fra 39,5 til 31,9 procent. Reduktionen var numerisk større i interventionsgruppen, men forskellen mellem gruppernes udvikling var ikke statistisk signifikant (p = 0,108).

Der blev fundet en statistisk signifikant udvikling over tid i F0, som beskriver spillernes teoretiske maksimale kraft (p = 0,019). Interventionsgruppens gennemsnit steg fra 30,56 til 35,09 N/kg, mens kontrolgruppens steg fra 31,56 til 32,14 N/kg. Fremgangen var numerisk større i interventionsgruppen, men forskellen mellem gruppernes udvikling var ikke statistisk signifikant (p = 0,138). Studiet kunne derfor heller ikke for F0 dokumentere en ekstra effekt af den individualiserede træning.

Selvom reduktionen numerisk var større i interventionsgruppen, var forskellen mellem gruppernes udvikling ikke statistisk signifikant. Signifikansniveauet var fastsat til fem procent (p < 0,05). For V0 og Pmax var p-værdierne for den samlede udvikling over tid henholdsvis 0,134 og 0,230, mens p-værdierne for forskellen mellem gruppernes udvikling var 0,197 og 0,473. For FV-imb havde forskellen mellem gruppernes udvikling en p-værdi på 0,108. Ingen af disse resultater var statistisk signifikante.

Samlet viste specialet en udvikling over tid i squat jump, F0 og FV-imb. Det kunne dog ikke påvise, at den individualiserede træning gav større forbedringer end standardprogrammet i nogen af de undersøgte parametre. Det er ikke et bevis på, at FV-baseret individualisering er uden effekt, men betyder, at en ekstra effekt ikke kunne dokumenteres i dette studie.

En tendens er ikke et sikkert svar

At interventionsgruppen forbedrede hoppehøjden med 14,9 procent mod kontrolgruppens 7,2 procent  er praktisk interessant for fysiske trænere i elitefodboldmiljøer. Forbedringen kan pege på en relevant effekt, men et studie blandt 17 spillere har ikke tilstrækkelig statistisk styrke til at påvise en generel effekt. Specialets resultater kan  ikke bruges som dokumentation for, at individualiseringen var årsagen. Det er vigtigt at skelne mellem en numerisk forskel, hvor den ene gruppe har en større observeret fremgang, og en statistisk underbygget forskel, hvor analysen giver tilstrækkelig evidens for, at fremgangen er forskellig mellem grupperne, når variationen mellem spillerne tages i betragtning.

Forskellen mellem de to gruppers samlede styrketræning på ugentlig basis var begrænset. Alle spillerne gennemførte det samme standardiserede styrketræningsprogram om tirsdagen, mens kun torsdagspasset adskilte grupperne. Begge torsdagspas indeholdt relevante styrke-, power- og springøvelser, og kontrolprogrammet kan derfor i sig selv have givet spillerne en væsentlig træningsstimulus.

Samtidig blev interventionen gennemført som en del af spillernes normale fodboldhverdag, hvor spilletid, træningsintensitet, skader, restitution og træning påvirkede den samlede belastning. I enkelte tilfælde blev styrketræningens volumen eller intensitet derfor reduceret.

Kombinationen af en aktiv kontrolgruppe, en relativt lille forskel mellem programmerne og variationen i spillernes samlede belastning kan have gjort det vanskeligere at isolere og påvise en eventuel ekstra effekt af den FV-baserede individualisering.

Den praksisnære ramme er derfor både en styrke og en begrænsning, som øger studiets relevans for eliteungdomsfodbold, men samtidig gør det vanskeligt at vurdere interventionens selvstændige effekt.

Sådan kan resultaterne bruges i praksis

Specialet viser, at et 14-ugers individualiseret styrketræningsprogram baseret på spillernes vertikale kraft-hastighedsprofiler ikke kunne dokumenteres som mere effektivt end et standardiseret program. Vertikale kraft-hastighedsprofiler viser forholdet mellem den kraft, spilleren kan generere, og den hastighed, spilleren udfører lodrette bevægelser i.

Selvom interventionsgruppen opnåede numerisk større forbedringer på flere områder – herunder hoppehøjde – var forskellene mellem gruppernes udvikling ikke statistisk signifikante.

For den praktiske træningsplanlægning betyder det, at FV-baseret individualisering ikke automatisk fører til større fysisk fremgang sammenlignet med et velstruktureret standardiseret træningsprogram. Begge grupper forbedrede deres squat jumps og bevægede sig samlet set tættere på den teoretisk optimale FV-profil. Et velstruktureret standardprogram kan derfor fortsat spille en central rolle i den fysiske træning af unge elitespillere.

FV-profilering kan dog stadig bidrage med relevant information om den enkelte spillers mekaniske karakteristika, såsom teoretisk maksimal kraft (F0), teoretisk maksimal hastighed (V0), maksimal power (Pmax) og balancen mellem kraft og hastighed (FV-imb), estimeret ud fra squat jumps. Profilen kan ligeledes bruges til at identificere mulige kraft- eller hastighedsrelaterede begrænsninger og følge spillerens udvikling over tid. Den bør imidlertid ikke anvendes som eneste grundlag for træningsplanlægningen. Den fysiske træner bør sammenholde profilen med blandt andet spillerens træningshistorik, biologiske modenhed, tekniske udførelse, kamp- og træningsbelastning, skadeshistorik samt præstation i mere fodboldnære bevægelser som sprint og retningsskift. På den måde kan FV-profileringen blive et supplement til den samlede vurdering af spilleren frem for en opskrift på træningen.

Perspektivering

FV-profileringens praktiske værdi ligger først og fremmest i at beskrive spillerens mekaniske profil og følge udviklingen over tid. Profilen bør ikke stå alene som grundlag for træningsplanlægningen, fordi både biologisk modning, samlet belastning, skader og målevariation kan påvirke resultatet. Ændringer i profilen bør derfor vurderes sammen med udviklingen i relevante præstationer som hop, sprint og retningsskift.

Større studier med længere interventionsperioder og tydeligere forskelle mellem træningsprogrammerne er nødvendige for at afklare, om FV-baseret individualisering kan give en ekstra effekt i eliteungdomsfodbold.